EFTERLADT

Kisten burde veje mere.  Det er det eneste, Aksel kan tænke. Det er min far, der ligger derinde, insisterer han over for sig selv. Men han kan kun tænke, at den er for let. Han går som forreste mand på venstre side af kisten. Broren går til højre for ham. To fra bedemandsbutikken bag dem. Fire mænd og en kiste, der vejer for lidt.  Aksel forsøger at huske sin far, ligesom små børn hævder deres fæd...

Jeg lister ind på Morgenkilden. Det er onsdag formiddag.  I opholdsstuen sidder en ældre herre med et halvt øje på Billedbladet og et halvt øje på et spil bridge ved nabobordet, der nærmer sig sit klimaks.  Før jeg træder ind på mors værelse, kan jeg ikke lade være med at studse over den mærkelige stemning, som siver ud fra den halvåbne værelsesdør på den modsatte side ad gangen.  "Lige på slaget"...

Biiiip. Biiiip. Biiiip. Kim: "Ja ja, et øjeblik, så skal jeg være der.  Skal lige have styr på apparatet her."  Anna: "Godmorgen, Kim. Kan du høre mig?"  Kim: "Lige et øjeblik. Ja, så er jeg her. Hvem er det?"  Anna: "Det er Anna. Din ven, Anna."  Kim: "Annaaa. Der har vi dig jo. Jeg var lige ved at tro, du havde glemt mig."  Anna: "Klokken er ni om morgenen, Kim."  Kim: "Vi er nogle, der har være...

12. juni 1965 – Tønder kirke "Ligeså tilspørger jeg dig, Aase Kjærgaard. Vil du have Bent Falk Rasmussen, som hos dig står, til din ægtemand?"  "Ja."  "Vil du elske og ære ham og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer?"   "Ja."  Gæsterne på kirkebænkene smiler, og i samme øjeblik strømmer gnistrende lykkefølelser igennem Aase og Bents kroppe.  Aase...

FÆLLESTRÅD – 3 PERSONER Lars : Har nogen af jer været ved far i dag? Søsser : Ikke i dag. Var der i går efter arbejde. Lars : Hvordan var han? Havde han stadig smerter? Søsser : Ja! Og så var han træt. Mere end normalt. Lars : Hvordan mere? Søsser : Hmm. Svært at forklare. Har kiggede ikke rigtig op, da jeg kom ind. Men det har været sådan længe. Og Lars ... Han er blevet SÅ tynd. Lars : har godt...

Han var skiftet fra drop til piller. Sygeplejersken kom med medicin og saftevand i en plastikkop tre gange om dagen.  Han var også begyndt at kunne spise selv. Frikadeller og kogte kartofler blev langsomt skåret i tern, tygget omhyggeligt og sunket.  Sygeplejerskerne roste ham for hans gode appetit. De klemte hans overarm og strøg ham over panden. Det gjorde ham godt. Han var ikke vant til så mege...

En bredskuldret silhuet dukker op i det matterede vindue i hoveddøren. Så forsvinder den igen. Den passerer flere gange på svalegangen udenfor.  "Skal den herind", når Margit akkurat at tænke.  Så rykker det i dørhåndtaget. Tre gange. Silhuetten bliver stående. Så kommer den tættere på glasset. Hun kan fornemme, at ansigtet kigger ind i entréen og videre ind i stuen, hvor Margit sidder. Gad vide,...

Kvinden på billedet smiler til mig. Hendes tandpastasmil stråler om kap med den lyse page. Ikke et hår sidder forkert. Blankt af hårlak. Den figursyede top, der strammer hendes barm op. Det matchende perlebælte markerer hendes slanke talje. En enkelt solbrun læg titter frem under det klokkeformede skørt. Skinnende laksko i en passende hælhøjde.  Lædertasken, marineblå. Neglene, postkasserøde, alti...

Tirsdag d. 3. marts  Kære dagbog  JEG HAR FÅET SOLODANSEN!  Vi sad i en cirkel efter træning. Alle var helt røde i hovederne og svedige, og Katrine stod midt på gulvet og kiggede rundt på os.  Så sagde hun mit navn. Jeg troede først, hun lavede sjov. Rosa skreg så højt, at alle begyndte at grine, og hun kastede sig om mig bagfra, så jeg næsten væltede.  Jeg får 32 takter helt alene. Jeg ringede ti...

Hans briller ligger sammenfoldede på natbordet. Det halvfyldte vandglas har en fedtet halvmåne dér, hvor en mund har drukket  fra. Høreapparaterne hviler i deres plastikhylster. Dynen ligger på gulvet halvt ude af sit betræk som et dyr, der er ved at skifte ham. Hovedpuden er trykket flad i den ene side. Stoffet er mørkere dér, hvor hans hoved har hvilet.  Selma går helt hen til sengen. Midt på ma...

Far?" spørger jeg ind i mørket. "Hvad laver du?"  Han vender sig langsomt mod mig, forsigtigt, som en mand, der har mistet tilliden til sin egen krop.  "Samuel?" Han lyder overrasket, men så vender han sig tilbage mod mørket. "Jeg leder efter Solveig."  Han leder efter mor igen. Men mor er død. Det har hun været i mange år. Jeg savner hende hver dag. Især her om natten, i mørket, når far vandrer h...

En notifikation gør min telefon til en natlampe i mørket. Wordfeud. Den fortæller, at jeg har vundet over farmor. Har det, som om nogen har rodet med verdensordenen. Det må være en systemfejl.  Klokken er 6.25. Hun plejer at have lagt et ord klar, før jeg vågner.  Et lille angreb. En forkortelse, ingen andre forstår. En triumferende emoji, som hun aldrig helt har lært at dosere.  I dag er der inge...

"Tag jer nu sammen, ben." I det samme, jeg slipper armlænene, svæver jeg et øjeblik. Tiden  står stille. Mine ben tilhører ikke mig selv lige nu. For de lytter ikke. Hele verden tipper, og gulvet kommer flyvende imod mit ansigt.  Stuen vender anderledes, da jeg åbner øjnene. Trægulvet er koldt  mod min kind. En fjern smerte nærmer sig. Min vejrtrækning hiver. "Vi må jo hellere se at komme op herfr...