Jeg Plejede At Tro På For Evigt

Selvom Jeppe og Pernille er vant til at tale om at miste og om sorg, oplever de stadig, at det kan være svært at tale om selvmord. Men hvorfor er selvmord så tabuiseret? Oplever man en særlig sorg, hvis man mister til selvmord? Og hvilke - ofte modstridende - følelser kan de efterladte føle i forbindelse med selvmord? De spørgsmål og mange flere stiller Jeppe og Pernille til overlæge og professor...

Sorg er som en elefant, der altid vil være i rummet. Nogle gange er den lille, andre gange stor, men man kan spise små bidder af den hele tiden - især hvis man får hjælp af andre. Sådan tænker Mads på sin sorg over tabet af sin mor, som han fortæller om i dette afsnit af Jeg plejede at tro på for evigt.

Cecilie har mistet sin lillebror Sebastian til et uforklarligt hjertestop i sommeren 2020. Her fortæller hun, hvordan det påvirkede familiens sorg, at Sebastians dødsårsag var uvis i månedsvis efter hans død. Cecilie taler også med Jeppe og Pernille om følelsen af at ville bytte sig selv ud med den, man har mistet og om at være midt sorgen og savnet til sin lillebror.

I dette afsnit er Ole på besøg i studiet hos Jeppe og Pernille. Han har mistet to koner, men holder fast i vigtigheden af at tale om død og om at miste på trods af sin sorg. Ole er en fantastisk og generøs fortæller, som inspirerer med sit sprog om alt det, der er rigtig svært.

Som 15-årig mistede Daniel sin mor i et voldsomt biluheld, hvor han også selv kom slemt til skade. Daniel har efterfølgende været igennem mange sorgfaser i sit liv. I ugens afsnit fortæller han om, hvordan sorgen har fulgt ham i hans liv, og hvordan den føles i dag - 26 år efter tabet af hans mor.

Mange mennesker, der mister til selvmord går igennem en bebrejdelsesproces og spørger sig selv, om de kunne have gjort mere. Det er også tilfældet for Nicoline, der er gæst i ugens afsnit. Nicoline har mistet to bedste veninder til selvmord, og her fortæller hun om at blive ramt af sorg to gange, om stærke venskaber, evnen til at knytte bånd igen og retten til at sørge - også selvom man "bare" er...

"Han var jo også handicappet", var der flere der sagde til Line, efter hun mistede sin bror til et epileptisk anfald under en ferie i Bulgarien. Det gjorde hende både ked af det og uforstående overfor, hvad folk egentlig mener med det. Det og historien om hendes brors liv fortæller hun om i ugens afsnit.

Kirstens mand, Jan døde af ALS - en sygdom der gør at man langsomt mister kroppens funktioner og til sidst dør. Da han fik diagnosen troede de derfor, at de havde tid til at forberede dem selv og deres to døtre på døden, men alligevel var de alle uforberedte, da det skete.

Frederikkes far drak til tider rigtig meget og i det meste af hendes liv bandede hun over det og hadede ham for det. Men da han døde gik hun med et fra at ønske ham langt væk til et inderligt ønske om at få ham tilbage. Samtidig blev hun i tvivl om, om hun kunne tillade sig at sørge over tabet af ham og om andre ville kigge skævt til hende, når hun gjorde det.

Annas mormor og morfar blev smittet med coronavirus og døde begge indenfor kort tid. Både Anna og hendes forældre var også smittet, så de kunne isolere sig sammen og fik derfor mulighed for at få den sidste tid sammen og få sagt alle de ting, som andre nogen gange ikke når at sige, før det er for sent.

Nøjagtig en måned efter hun var faldet om med et hjertesvigt måtte Josephines far Mads og resten af familien træffe den tunge beslutning at slukke for det kunstige hjerte, der holdt hende i live. Siden da har Mads kæmpet med en kæmpe sorg over tabet og forsøgt at bearbejde alle de tanker og følelser der ophobede sig i den måned, mens lægerne og Josephine kæmpede for at få hende tilbage til livet.

Milles mormor var også hendes forbillede og bedste veninde, som hun rejste alene ud i verden med og fortalte alt. Så da hun døde efter et kort sygdomsforløb blev Mille ramt af en voldsom sorg, men også til tider af tvivlen om, hvorvidt man må sørge lige så meget over tabet af bedsteforældre, som tabet af andre der dør tidligere i livet.

Voksne kan lære rigtig meget af børn i sorg. Sådan siger Katrine Philp, som har lavet en hel film fra børns perspektiv om, hvordan de tackler sorg. Gennem et år fulgte hun børnene på sorgcentret Good Grief i New Jersey, USA, hvor de kommer for at bearbejde sorgen over at miste forældre, søskende eller andre tæt på. Undervejs i optagelserne mistede Katrine pludseligt sin egen far og tabet af ham en...

Lasse har, ifølge ham selv, på mange måder haft en idyllisk barndom i et smukt hus på landet på Fyn med far, mor og tre søskende. Men det var den kun, hvis man undlader én detalje: at hans far også drak rigtig meget og stille og roligt visnede hen de sidste år af sit liv. Så selvom faren var en levemand og gav ham rigtig mange gode stunder, så kæmper minderne om dem og minderne om druk med hinande...

Ida er 23 år gammel. Indenfor seks måneder blev først hendes far og derefter hendes mor i 2019 erklæret uhelbredeligt syge med kræft. Så selvom hun stadig har dem begge, så fylder sorgen allerede massivt og det gør tankerne om, hvordan man balancerer ønsket om både at være der for forældrene og ikke lade sit eget liv gå i stå også.    

Da Sara var 12 år gammel vågnede hun en morgen ved, at der var fuld af mennesker i uniform i huset. De var kommet for at fortælle, at hendes far var blevet dræbt under en mission som jægersoldat i Afghanistan. I tiden efter troppede hundredevis af mennesker op for at hylde og ære hendes far og hun lærte, hvordan både hans kammerater og hendes egen familie og venner rykkede sammen for at hjælpe all...

Lea havde tvangstanker om at hendes far skulle dø og var generelt bange for, at han ikke kunne klare sig selv. For fire år siden blev den frygt til virkelighed og det kastede hende ud i en spiral af vrede, hvor hun selv mistede lysten til at leve og endte med at blive indlagt. Efterfølgende fandt hun vej tilbage til livet blandt andet med hjælp fra en af hendes fars veninder. 

Julen kan være rigtig hård, hvis man har mistet nogen af dem, som man plejede at holde den med eller tænke på i juledagene. Det har den også været for Pernille og Jeppe, som er draget ud af studiet for at tale med Preben Engelbrekt om, hvordan det er julen og højtiden påvirker os og hvordan man bedst kommer gennem den, hvis man synes, det er svært. Preben er stifter og direktør i Det Nationale Sor...

Jeppes mor døde af kræft i 2016, mens han selv boede på de kanariske øer og forsøgte at leve sit ungdomsliv fuldt ud. Han gemte derfor også sorgen væk, men da han kom hjem, blev han ramt af det med dobbelt styrke og i en grad så han til sidst ikke kunne finde sin egen adresse og måtte flytte hjem til sin far og bare ligge på sofaen og lave ingenting. Jeppes fulde navn er Jeppe Wad Vester og udover...

Sorg går ikke over, så det handler ikke om at prøve at fjerne den, men snarere om at lære at leve med den. Sådan siger Mai-Britt Guldin som er klinisk psykolog og har brugt det meste af sit liv på at forske i sorg og tab. Hun er også gæst i dette afsnit, som er optaget foran et live publikum i Nikolaj Kunsthal i København. 

Hovedpersonen i hendes roman Forsvindingsnumre fra 2019 hedder Agnes, men er jævnaldrende med Amalie og har også lige mistet sin mor til kræft. I denne episode fortæller Amalie Langballe sin egen historie om at miste sin mor, om et meget langstrakt sygdomsforløb og om at vokse op og vide at ens mor er syg og ikke kommer til at leve lige så længe som ens venners mødre. Amalie har selv beskrevet hen...

Ulrik og Hans kone var fulde af forventninger, havde indrettet børneværelse og gjort klar til et helt liv med deres første søn, Thomas. Men under en uge før termin døde Thomas i maven

Da Ida og Signes mor døde stoppede den ene store dele af sit liv og gik ind i sorgen, mens den anden tacklede sorgen ved at køre videre med 180 i timen.

Katrine mistede først sin morfar og kort efter sin stedfar, mens hun var au-pair i England. Hendes historie handler blandt andet om ikke at føle, at hun kunne være der og så om at skulle retfærdiggøre at sørge over tabet af en stedfar.

Anne-Katrines mor var syg i ni år, før hun døde. Bagefter gik der flere år, før hun accepterede, at morens død også havde ændret hende og hun ikke bare ville gå tilbage til at være sig selv.