Vinylstakken

Creme X-treme er muligvis aldeles ukendt for dig. Og så måske alligevel... Bandet, der var et Odense-baseret indie-poprockband, havde deres (korte) tid, og nåede blandt andet den ellers uopnåelige ære at få to af deres numre fra debut-albummet spillet som P3's Ugens Uundgåelige - to uger i træk! Det er ikke sket hverken før eller siden, og alene dér ligger en solid claim to fame. Men ellers var de...

Efter udgivelsen af ”Born In the USA” i 1984 var der ingen over eller ved siden af Bruce Springsteen i rockmusikken. Men hvordan følger man sådan en succes op? Man udgiver naturligvis en fem-dobbelt(!) LP med live-musik fra de efterhånden utallige koncerter, Bruce Springsteen og The E Street Band havde spillet gennem de sidste ti år. På den måde kunne man jo både formidle bagkataloget til alle de...

Måske har du aldrig hørt om et band, der hedder Dans & Lær, som i 2018 udgav pladen ”Fra Fugl Til Fugl”, som der er fokus på i denne episode – og som er en fremragende plade. Hvis det er tilfældet, så får du hermed chancen. Og du får samtidig chancen for at blive lidt klogere end du var, inden du trykkede ’play’ på denne episode. Dans & Lær tog nemlig allerede i 2010 forskud på den seneste folkesk...

Med Metallicas selv-betitlede femte album, der oftest omtales som ‘The Black Album’ på grund af coveret (og måske som kommentar til The Beatles White Album, hvem ved?) krydsede Metallica for alvor grænsen fra ganske vist sindssygt succesfuldt thrash-metal-band til at være det eneste band, der kunne konkurrere med Guns’N’Roses om at være verdens største rockband. Og vinde. Bandet havde allieret sig...

Er Metallicas "Master of Puppets" verdens bedste metal-plade? Eller ’bare’ verdens bedste thrash-plade? Det kan sikkert diskuteres – og det bliver det med garanti også. Men at det er en djævelsk god plade, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Min gæst i denne special, Jesper Borup, udnævner den i hvert fald til et mesterværk, og han burde vide, hvad han taler om. Han er nemlig ikke blot Metall...

Janes Rejoices andet album - Flaming Flamingo - tager tråden op fra det første, Views To Keep. Det udkom kun godt et år efter debuten, og det er tydeligt, at både Janes Rejoice – der i øvrigt har fundet en lidt større fast kerne, sådan rent musikermæssigt, på dette album – har troet på formen fra det første. Og det var ikke helt skævt. Flaming Flamingo er derfor blevet til endnu en rigtig god plad...

Kresten Osgood er en af Danmarks bedste og mest erfarne musikere. Og alligevel er der en vis sandsynlighed for, at du ikke har hørt om ham eller kender hans musik. Men det kan vi jo så heldigvis få rådet bod på nu. Normalt bevæger Kresten Osgood sig indenfor jazzen og gerne jazz med en vis kant. Selv er han trommeslager, men måske ville det være lige så rammende at kalde ham multi-instrumentalist,...

Stort svungne ballader og poprock med et internationalt snit. Der var højt til loftet og internationalt udsyn, da Janes Rejoice debuterede med "Views To Keep" i 1988. "Views To Keep" er en rigtig god plade, også her på mere end næsten 30 års afstand. Den er sine steder næsten svimlende i vellyd, og alt i alt lød den lidt anderledes end det, man ellers kunne finde af dansk musik på pladehylderne de...

Fribytterdrømmes debutalbum, "Labyrintens Farver", er fyldt med solid syre- eller psych-rock og tekster, som løfter sig noget over den mest jordnære karkluds-realisme. Det faldt jeg pladask for, da jeg i 2016 uden forventninger og uden forhåndskendskab til bandet oplevede dem til en koncert - og nærmest blev blæst bagud af begejstring. Efterfølgende har jeg oplevet dem adskillige gange uden at bli...

Ernst Jørgensen var i 1980'erne med til at kickstarte karrieren for Tøsedrengene, Rocazino, Lis Sørensen og Warm Guns, men efter et par succesrige år i Polygram fik han muligheden for starte sit eget pladeselskab, som han døbte It's Magic. Det kastede også nogle succeser af sig, fx i form af Kasper Winding og - igen - Lis Sørensen. Men Ernst havde også øjne og især ører åbne for anden musik, og de...

Love Shop, Sandmen, How Do I og Gangway. Det var bare nogle af de bands, der i 1980’erne udkom på det lille, uafhængige pladeselskab Irmgardz – der senere blev til Garden Records. Irmgardz var et con amore-projekt for skaberne, der havde et mål om at ændre musikbranchen. De udgav den musik, der ikke var plads til på den mere etablerede musikscene, og på trods af, at salgstallene var små, og plader...

Richard Andersson er jazz-musiker og bassist. Normalt spiller han sammen med andre, og han har udgivet en del plader som del af et orkester. Men på hans nyeste udspil, U*Synlig, tager han skridtet fuldt ud og har derfor komponeret og indspillet 10 numre, kun for kontrabas. Og det har han udgivet på en helt særlig måde, hvor han i selve værket tager udgangspunkt i, at han er blind. Det er en fremra...

Ingen over og ingen ved siden af The Boss. I hvert fald ikke, hvis man spørger dagens gæst, der som 11-årig blev forført til gåsehud, da han var blevet inviteret med til en Springsteen-koncert i Parken - og hørte mundharpe-introen til titelsangen på "The River". 1980 havde Bruce Springsteen allerede afprøvet sit udtryk i forskellige retninger: singer-/songwriter-agtigt på Greetings From Ashbury Pa...

Combat Rock fra 1982 blev det sidste rigtige album fra The Clash. Bandet havde lidt samarbejdsproblemer - to say the least - så indspilningerne foregik nogle gange i skiftehold. Men albummet blev færdigt - og det blev godt. Så godt, at førstesinglen 'Rock The Kasbah' strøg ind på en 5.-plads på den amerikanske hitliste, og også 'Should I Stay Or Should I Go?' blev en pæn succes - for nu at sige de...

London Calling er The Clash's første mesterstykke. Et ikonisk rock-album, der demonstrerede, at bandet kunne så meget mere end de fire akkorder og vrede råb, som ellers udgjorde punk-musikken i slut-70'erne. Punk-puristerne var ikke glade for London Calling; det var jo ikke punk, vel? Næ, vel var det ej – med mindre man altså griber lidt dybere i definitionen og opfatter punk som en gennemført des...

Gæst og medvært: Kasper Duus Svenske bob hund var ret store i 1990'erne. For deres hard-core fans - og dem har de mange af - er de det endnu, og heldigvis kan man stadig høre dem, både på scenerne rundt omkring og på de plader, de stadig udgiver. I denne første Special udgave dykker vi ned i det album, der er et af dem, der er tæt på at være ikoniske: "omslag: martin kann". Kasper Duus har været f...

Om indie, sophisti-pop, en togrejse og én af Kurt Cobains yndlingsplader. Og ellers en hel del om Everything But The Girl's mere end solide debut-album, "Eden" fra 1985. Det er en plade, , der har været hos mig lige siden den udkom, og den er jeg glad for. Jeg er også glad for opfølgeren "Love Not Money", der kom året efter, og i min verden var Everything But The Girl en duo, som alle kendte - og...

Så er der dømt tilbagelænet natklubstemning! Warhaus er ikke - som navnet ellers kunne antyde - hverken heavy eller thrash-metal, men derimod tilbagelænet coolness og en crooner, der med en stemmeføring midt mellem Nick Cave og Leonard Cohen laver moderne popmusik i en let jazzificeret og ret sexet udgave. Det taler vi om i denne udgave, hvor vi også kommer forbi netop Cave og Cohen (og Waits og G...

Hvad gør man, når man har været frontmand i et af landets mest succesrige bands, der efter blot 3 år og to albums beslutter, at de ikke skal lave musik sammen mere? Lars H.U.G. valgte at gå en helt anden vej med sit første solo-album. Her var meget få hits, men til gengæld var der masser af larm, radikale nybrud i kompositioner og endeløst smukke sange. Det hele med ord af Søren Ulrich Thomsen.

Det' en tysker! Og oven i købet en forholdsvis ukendt, tysk plade med et lige så ukendt , tysk band. Men i Vesttyskland i 1984 var de kæmpestore. Så store, at frontmanden fik lov til at skrive den tyske støttesang for de hungersnødsramte i Afrika i 1985 - og så var man jo helt oppe på samme niveau som Bob Geldoff - og Nanna. Pladen stod på alle progressive, unge tyskeres pladereol, og de kunne væl...

Pop, pop og mere pop. Og noget djævelsk iørefaldende af slagsen Vores svenske brødre kan altså noget med pop. Men Roxette, Ace of Bace og Robyn står jo alle på skuldrene af giganter. Og de første svenskere til at bryde lydmuren og nå helt til tops på pop-himlen, det var fire unge musikere og sangere med glam-tøj, kikset hår (i hvert fald for mændenes vedkommende) og et ufatteligt godt øre for, hva...

En kort velkomst og introduktion - til pladerne, til musikken og til Vinylstakkens podcast